PowerLab åbnet med pomp og pragt
Torsdag den 15. marts var der dømt fest i bygning 329 på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Anledning var den officielle åbning af det længe imødesete PowerLabDK, som i fremtiden skal danne forskningsplatform for energiforskning og -udnyttelse i Danmark
Men med mere end 400 tilmeldte deltagere til åbningen, blev den mere
officielle del af arrangementet i sidste øjeblik flyttet til
Oticonsalen, hvorefter hele selskabet indtog de hellige haller i
bygning 329, da hyldesttalerne var færdige.
Glad minister
På talerstolen var bl.a. klimaminister Martin Lidegaard, DTU rektor
Anders Bjarklev, Bornholms borgmester Winni Grosbøll og chefen for
PowerLabDK professor Jacob Østergaard. Klimaminister Martin Lidegaard
konstaterede fra talerstolen, at ”her står en glad minister,” og han
mente, at regeringens plan om at gøre Danmark til et fossilfrit samfund
med 50 % vind i vores elnet - allerede fra 2020 har bedre muligheder
nu, hvor PowerLabDK er en realitet.
Han så også frem til, at kloge hjerner fra ind- og udland vil blive
tiltrukket af faciliteterne i det nye laboratorium. Som skrevet var der
efter de officielle åbningstaler demonstrationer og rundvisning i de
nye faciliteter, og her kunne de fremmødte bl.a. opleve
Ingeniørhøjskolens bidrag, som bestod i en film om Ingeniørhøjskolens
energifaciliteter, en hybridbilpræsentation, et solcellepanel samt
diverse posters produceret til lejligheden.
Indhold
PowerLabDK er en af verdens mest unikke eksperimentelle platforme af
sin art, og den gør det nu muligt for forskning og industri at teste og
demonstrere fremtidens smart grid-systemer. Det kan ske i storskala i
både laboratorium og i praksis, idet PowerLabDK er koblet sammen med
Østkraft på Bornholm, hvor der er 27.000 el-forbrugere, og hvoraf 33 %
af energien i dag produceres af vindkraft.
Udover de store smart-grid modeller og vedvarende energisystemer vil også andre teknologier og komponenter kunne testes i PowerLabDK. Et eksempel er den unikke og omfattende plan for at erstatte luftledninger i Danmark med højspændingskabler. Dette stiller store krav til kabler og de tilknyttede enheder, og her er laboratorieforsøg et væsentligt element for at kunne optimere drift og sikre høj forsyningssikkerhed.
Af Michael Winther
28. marts 2012